Svanen

Historien om Damsøhusenes logo - Svanen

Svanen er Andelsboligforeningen Damsøhusenes varetegn og er tegnet af den danske kunstner Henry Heerup.


Det er ganske vist at svanen oprindelig er tegnet af kunstneren Henry Heerup, et motiv han benyttede ofte i sine billeder. Han boede i en periode på Vinkelager i Vanløse, og selvom han blev skilt og flyttede derfra i 1945, kom han ofte til aftensmad hos hans fraskilte kone, som blev boende.


Historien fortæller, at hun boede i en af vores 2-værelses lejligheder og at det ene værelse var fyldt op af en stor væv, da hun var væver af profession. Heerup holdte kontakten til sin tidligere hustru, og den første bestyrelse fik Heerup til at tegne et logo med en svane for dem. Om de betalte for det eller om det var en tjeneste ved vi ikke.

Da vi senere ville benytte logoet til brevpapir, på forretningsfacader og husnumre, blev vi nødt til at ændre lidt på designet – men grundstammen er Heerups kunst.


Henry Heerup (1907–1993)

Heerups liv:

Henry Heerup blev født på Frederiksberg d. 4. november 1907. Han boede alene med sin mor, Sara Lolia Anna Christensen, ved Nørrebros Runddel og gik i Prinsesse Charlottegades skole, indtil han fyldte 14 år.


Efter en række lærepladser som stentrykker, skiltemaler, litograf, bronzestøber og maler samt en kort overgang som bud blev han som 20-årig optaget på Kunstakademiets malerskole, som han var tilknyttet i årene 1927-32. I 1933 blev Heerup gift med væveren Emilie Westh (efter ægteskabet Emilie Heerup, af Henry kaldet Mille), og de flyttede til en lille lejlighed i Gothersgade sammen med Heerups mor. De fik to børn sammen, Ole i 1934 og Nanna i 1936, og flyttede flere gange, før de endte i en lejlighed på Vinkelvej i Vanløse. Parret blev skilt i 1945, men bevarede en tæt kontakt resten af livet. I 1958 giftede Heerup sig på ny med den tyskfødte jødiske flygtning Marion Carla Edith Hansen (efter ægteskabet Marion Heerup), og de blev sammen til Henrys død 30. maj 1993.


Heerups kunst:

Heerup elskede naturen og at være udendørs. I 1934 og et par år frem benyttede han baghaven til det hus på Rødtjørnevej i Vanløse, han og hans familie lejede, hvorefter han lejede den tomme grund overfor. Da denne grund blev for lille, købte han en grund på Kampstrupvej i Rødovre, der fra 1946 til hans død i 1993 fungerede som hans atelier, galleri og salgssted.


Heerup var en særdeles alsidig kunstner. Han arbejdede ikke kun med mange forskellige typer af kunst – malerier, stenskulpturer, grafisk kunst m.m. – han opfandt også sin egen kunsttype, ”skraldemodellen”, og blandede de øvrige kunstformer på nye måder. Udover sine egne kunstværker, skabt frit af hans fantasi og inspiration, har han udført en lang række bestillingsopgaver. Særligt i 1970’erne og fremefter havde virksomheder, foreninger m.fl. for alvor fået øje på Heerups evner for tegning og komposition, og han modtog mange bestillinger på bl.a. logoer, bomærker, ekslibris, plakater, etiketter, illustrationer til bøger m.m.


De ordinære genstande bliver i Heerups kunst til universelle symboler på de store, uhåndgribelige sider af tilværelsen: Livet og døden. Med en billedverden der er frodig, fabulerende og helt hans egen, bringer Heerup de store afgørende livsspørgsmål ned i øjenhøjde, hvor både børn og voksne kan følge med.


COBRA & International anerkendelse:

Heerup var en af COBRA kunstnerne og han har vundet stor udbredelse med sine værker overalt i verden. Han har udstillet og er repræsenteret mange steder. Bl.a. i Amsterdam, Venedig, Oslo, Stockholm,  New York og utallige steder i Danmark.


Kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Henry_Heerup


Det gamle svanelogo tegnet af Heerup

Heerup er en af dansk kunsts store historiefortællere. Hans fortællinger tager udgangspunkt i det helt nære - dagligdagen, kærligheden, seksualiteten, familien, børnene, kvinden, den daglige cykeltur.

Billede: Multikunstneren Henry Heerup

Billede:Svanemor af Henry Heerup